Pensionsgiganter afslører et afgrundsdybt våbenhykleri – tak for ingenting

Landets pensionsgiganter med en formue på over 4.000 milliarder kroner rækker deres varme hånd frem til regeringen. Det er kun dage siden, at statsminister Mette Frederiksen (S) smækkede 50 milliarder kroner på bordet, da hun bad Forsvaret købe krudt og kugler med arme og ben for at få kickstartet den danske oprustning. Da politikerne så i den endelige aftale lagde 70 milliarder ekstra i kassen i årene frem mod 2033, så var der pludselig brugt 120 milliarder kroner på en eftermiddag. Og det er her, at alle pensionsmilliarderne kommer ind. Den administrerende direktør for pensionskassernes storlobby, Kent Damsgaard fra Forsikring & Pension, spiller i Finans ud med et forslag om, at staten opfinder nogle særlige lån, forsvarsobligationer, som pensionskasserne kan købe og dermed direkte deltage i finansieringen af oprustningen – på markedsvilkår, forstås. Kent Damsgaard hvisker søde ord om finanspolitisk ansvarlighed i ørerne på regeringen og finansminister Nicolai Wammen (S): »Ved at øremærke indtægten på obligationerne til forsvar og sikkerhed kan Danmark sende et vigtigt signal om, at pengene går til nogle helt konkrete og nødvendige investeringer, og at man ikke bare ser stort på den hidtidige stramme finanspolitiske styring,« siger han til Finans. Citatet er et lille rap over fingrene til regeringen, der i første omgang bare hæver løs på statens bugnende konto i Nationalbanken, hvor der står over 200 milliarder kroner, og som faktisk ikke har redegjort for den præcise finansiering af de ekstra 70 milliarder kroner til oprustningen. Ikke at regeringen mangler penge. Finansministeriet hævede på dagen for forsvarsudspillet det finanspolitiske råderum med 21 milliarder kroner. Svaret på det venlige tilbud fra Kent Damgaard er et skrigende nej. Som Berlingskes Tobias Lind Larsen kunne beskrive forleden dag, kan man kun kalde de danske pensionskasser temmelig pacifistiske i deres omgang med danskernes pensionsmilliarder. Ni af Danmarks største pensionskasser med en formue på mindst 100 milliarder kroner har ifølge Berlingskes gennemgang af de største pensionskassers og bankers eksklusionslister placeret fem eller flere af Europas 11 største forsvarsvirksomheder på deres lister over virksomheder, de ikke vil investere i; en slags investeringsboykot. Det er præcis de 11 europæiske forsvarsvirksomheder, som skal sørge for, at Europa overhovedet er i stand til at opbygge sin egen forsvarsindustri, når vi mødt med signalerne fra Trump og truslen fra Putin må sætte os i stand til at producere våben og ammunition i en skala, hvor vi bliver uafhængige af våbenproducenterne i USA. Berlingskes gennemgang viser også, at de danske pensionskasser med især fire larmende undtagelser går endnu videre i deres boykot af våbenvirksomheder. Amerikanske Lockheed Martin, som har leveret de nye danske F-35 kampfly til en pris på 16 milliarder kroner, er boykottet af 14 ud af 19 af de største pensionskasser og banker. PensionDanmark, Industriens Pension, Sydbank og ATP er de eneste større danske pensionskasser og større banker, som ikke har placeret våbenindustrien på eksklusionslisterne. Eksklusionslisterne er begrundet i samfundsansvar. Hvordan er det samfundsansvar ikke at ville tage hensyn til Danmarks sikkerhed i sin investeringspolitik, spurgte jeg forleden dag på lederplads i Berlingske. Hvordan kan den amerikanske leverandør af kampfly Lockheed Martin, som den danske regering har valgt, ikke være stuerene blandt 14 ud af 19 pensionskasser og storbanker? Det er et værre hykleri, at de danske pensionskasser gerne vil hjælpe den danske regering med at finansiere våbenkøb hos Rheinmetall, Leonardo, Dassault, Saab og Safran, og hvad de andre store europæiske virksomheder ellers hedder, men ikke være aktionær i deres selskaber. Men selve det konkrete forslag fra Forsikring & Pension giver heller ikke rigtig nogen mening. Den danske stat har ingen problemer med at finansiere sig på obligationsmarkederne med sin tårnhøje kreditværdighed og lave gæld. Pengene, som Forsikring & Pension tilbyder, er ikke billigere eller bedre. Jeg er ikke klogere end professor Michael Møller fra CBS, som kalder forslaget både »uinteressant« og en slags »samfunds-greenwashing« – en slags camouflagemaling: »Obligationerne vil først og fremmest give sektoren en mulighed for billigt eller gratis at signalere forsvarsvilje uden den risiko og de problemer, der er forbundet med at investere i aktier i forsvarsindustrien,« siger han. Ja, det er lige før, at den gave, som Forsikring & Pension vil give til oprustningen, mest er en gave til pensionssektoren selv. Det er nemlig alletiders for pensionskasserne at få adgang til en sikker statsobligation i stor skala med en lang løbetid. I dag, hvor det meste af pensionsopsparingen er på markedsrente – det vil sige, at pensionskasserne ikke har lovet nogen noget i form af afkast – er en 30-årig statsobligation med en rente på knap 2,75 procent eller deromkring en drøm; en sikker rente med ekstremt lav risiko. Man kommer til at tænke på sidste gang, den danske stat hittede på en sådan obligation – omend dengang lidt med kuglen for panden. Det var under finanskrisen i september 2008, hvor den danske krone var ude i tovene. Dengang hittede ATP, som jeg selv beskrev det i Børsen i 2012, på ideen om at udstede en 30-årig statsobligation. Finten var, at ATP så solgte sine lange statsobligationer i euro og købte danske statsobligationer i kroner i stedet. Vupti, så ville der ryge 60 milliarder kroner i valutakassen og stabilisere kronekursen – og ATP ville få den perfekte lange, stabile obligation. Desværre gik der kuk i planen, så ATP i første omgang blev snydt for at få fingre i obligationen stik imod aftalen. Efter ophidsede samtaler mellem ATP og Nationalbanken endte det med, at der blev udstedt for over 100 milliarder kroner i det, man stadig kan kalde finanskriseobligationen. Berlingske har i flere omgange dækket og beskrevet obligationsudstedelsen, som involverede daværende finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) samt daværende ATP-chef og tidligere nationalbankdirektør Lars Rohde. Finanskriseobligationen udløste i 2022 en kritisk rapport fra Folketingets statsrevisorer, der slog fast, at udstedelsen havde påført staten renteudgifter på 120 milliarder kroner. Staten betaler i dag fortsat 4,5 procent i rente, en nydelig rente, på de 105,6 milliarder kroner af finanskriseobligationen. Det ser ud til at være noget af det samme, som Kent Damsgaard drømmer om, men forsvars- eller krigsobligationer er i øvrigt ikke noget nyt. De har været brugt af utallige regeringer i krigstid, hvor der var brug for mobilisering af både kampmoral og penge. I USA blev der under Anden Verdenskrig udstedt såkaldte »E bonds«, som var designet til at hjælpe krigsindsatsen. I stedet for fast rente på obligationen som på danske statsobligationer blev krigsobligationerne udstedt til underkurs, eksempelvis kurs 75, og med en tilbagebetaling af hovedstolen til pari ved obligationsudløb ti år eller op til 40 år senere; pointen er selvsagt at mindske statens renteudgifter i en krigstid. Det er noget mere kreativt end det, Kent Damsgaard og Forsikring & Pension kommer rendende med. Mit råd herfra er, at pensionskasserne får styr på forsvarsviljen og samfundsansvaret, før de kommer rendende med ideer, som mest skal pynte deres eget omdømme. Tak for ingenting. Josephine Amalie Ørum-Hansen har bidraget med research til Berlingskes gennemgang af bankernes eksklusionslister. Thomas Bernt Henriksen er Berlingskes erhvervskommentator https://www.berlingske.dk/kommentar/pensionsgiganter-afsloerer-et-afgrundsdybt-vaabenhykleri-tak-for